MAJdag er et spejderløb for DDS divisionerne i Nordsjælland
MAJdag er en videreudvikling af arrangementet ZOOdag. Første MAJdag bliver afholdt 1. maj 2022 på Frilandsmuseet i Sorgenfri.
ZOOdag var et årligt tilbagevendende spejderarrangement, som blev afholdt hvert år første søndag i maj. Første ZOOdag blev afholdt i 1975. Dengang var det spejdere i NOB-distriktet (Nordsjællands- og Bornholms Distrikt) som blev inviteret. Siden da er der ændret en del på spejderkorpsets struktur, så det nu er Ege-, Ravnsholt- og Øresund Division, som deltager.
ZOOdag bliver til MAJdag
Efter 43 års godt samarbejde, besluttede Københavns ZOO i 2018 at de ikke længere ville fortsætte traditionen. Derfor blev det besluttet at flytte arrangementet til et nyt sted efter et par års planlægningspause samt et års coronapause.
ZOOdag har altid været kendt som en hyggelig dag, med gensyn og anderledes spejderoplevelser i spejdermæssigt uvante rammer. Dette vil naturligvis blive videreført i MAJdag. Dagen byder også altid på en masse gensyn med spejdervenner fra grupper man ikke ser så tit.